Den 12. juli 1882 holdtes på Bregentved et møde, hvori deltog lensgreve F. C. Moltke, agent Carl J. Ulrich, godsforvalter C. Permin, gårdejer Lars Jensen fra Ærtebjerggaarden og gårdejer "unge" Hans Pedersen fra Høsten. Mødet resulterede i oprettelsen af "Sparekassen for Grevskabet Bregentved og Omegn", og de fem mænd udgjorde den første bestyrelse. Hovedkontoret var fra begyndelsen på Statafgaarden, men den 30. december 1893 var man nået så vidt, at hovedkontoret kunne flyttes ind i lejede lokaler på Stationsvej i Haslev. Derefter blev sparekassen omtalt, som Haslev Sparekasse.

I anledning af Sparekassen for Grevskabet Bregentved og Omegns 75 års jubilæum den 12. juli 1957, så udgav man en lille bog med titlen "Sølvskatten" med tekst af journalist C. Nørrelykke-Christensen (1915-1975).

Sølvskatten

En solfyldt septemberdag i året 1911 gik den 9-årige Otto, søn af bagermester Otto Hansen, Terslev og legede i sin fars have. Sammen med en kammerat fik han lyst til at grave en hule, en rigtig dyb hule, og mærkeligt nok blev han tilskyndet hertil af faderen, som mente, at der under det fede muldlag måske fandtes perlegrus, som kunne anvendes til havens gange.

De to små drenge gravede, så sveden haglede af dem. Netop som de troede, at nu var de ved perlegruset, skete der noget. Spaden stødte på noget bliklignende metal, og endnu et spadestik blottede et af dette århundredes største oldtidsfund i Danmark, eller, som det hedder i samtlige meddelelser. det største fund siden guldhornene fandtes ved Gallehus i Sønderjylland.

Hvad mulden gemte, var et væld af kostbare smykker såsom armringe, halsringe, fingerringe, halskæder, flere smukke sølvskåle, et stort antal mønter samt en del sølvstænger eller barrer, der i sin tid var blevet anvendt som betalingsmiddel på den måde, at man simpelthen klippede et stykke af og vejede det.

Sølvskatten indeholder 6,6 kg sølv inklusive 1751 mønter, hvoraf de 1708 er arabiske. Den yngste mønt er fra år 944. Genstandene er hals- og armringe, kæder med toiletredskaber og dragtsmykker. Desuden et drikkeservice med fire nordiske bægre og en stor skål med bukler, der muligvis stammer fra Persien (kilde: Nationalmuseet)

Gemt i ufredstid

En sådan sølvskat måtte sætte fantasien i sving. Teorier og fortolkninger manglede det da heller ikke på. Nogle var af den opfattelse, at der var tale om et gammelt gudeoffer, andre, at skatten havde tilhørt en af de mange høvdinge, som i oldtiden holdt til på netop denne del af Sjælland, men det eneste helt sikre var, at sølvskatten stammede fra omkring år 1000, eftersom alle mønter var fra før år 975.

Findestedet var som nævnt en have, der var anlagt på tomterne af en gammel gård, der i sin tid hørte ind under Bregentved. Medens skåle og smykker i en udstrakt grad vidnede om dansk-nordisk smag, var langt de fleste af mønterne fra vesteuropæiske og arabiske lande, og sagkundskabens undersøgelser syntes at vise, at sølvskattens ejer havde været en velhavende sjællandsk storbonde. Fraværelsen af guld vidnede i hvert fald om, at ejeren tilhørte et samfundslag, der ikke rakte til det kostbareste, men som ønskede sig meget af det næstbedste, og da de enkelte dele af fundet var præget af samme smag, må man se bort fra, at det har drejet sig om en vikings sammenrapsede gods. Mest sandsynligt er det, at sølvskatten er blevet gravet ned i en ufredstid og af en eller anden grund er blevet glemt.

Praktisk taget alle smykker bærer tydelige spor af at være brugt, og det, at de er taget fra den hals og de arme, som har båret dem og slidt dem og ikke siden har fundet deres plads igen, rummer velsagtens en eller anden voldsom historie. Oldtidens mennesker har levet og slidt deres sølvtøj som vi.

De har vendt og drejet skillingen - dengang penge - der var vandret den eventyrlige vej fra orienten og op til skovøen i Østersøen eller fra England over Vesterhavet med et eller andet aftryk af en blodig finger. Fordi smykker såvel som mønter var præget af menneskers liv og færden, var sølvskatten - givet tilbage fra jordens skød onsdag den 13. september 1911 - også noget håndgribeligt arvegods fra de gamle og er et udtryk for, at de har levet og udfyldt tiden og tilværelsen lige så menneskeligt som vi.

Sjællands storhedstid

Oldtidens Sjælland var i mange henseender anderledes end det Sjælland, vi kender i dag. Mangt og meget tyder på, at Susåen, som vandvej betragtet, har været af en ikke ringe betydning, og fremtrædende historikere mener også at kunne fastslå, at stenene til flere af egnens kirker er transporteret ad vandvejen et godt stykke ind i landet, ligesom ikke så få stednavne peger direkte tilbage til vikingetiden. Netop sølvskatten fra Terslev lader os ane lidt om en rig og yppig tid, som man måske kan benævne Sjællands storhedstid, og som på en mærkelig måde netop har præget egnen fra Ringsted over Haslev til Vordingborg og hele Østsjælland. Adskillige fund fra denne storhedstid er gjort bl.a. i Nordrup, Kongsted Tornemark og Holmegårds Mose, og alle vidner om en tid med rigdom. Luksusvarer er i mange tilfælde kommet fra udlandet og har gjort rejsen fra provinsbyer i det udstrakte romerske rige gennem det nuværende Rusland over Østersøen til Øland og Gotland, til Bornholm og Østsjælland og videre ind i landet.

De første penge

De ældste og første mønter er ganske vist af arabisk oprindelse, men fortæller os, at man på et ret tidligt tidspunkt har forstået at bruge mønterne som betalingsmiddel. Skillemønterne har man fået på den måde, at man simpelthen brækkede eller klippede mønten over. På en mønt fra Terslevfundet ses således tydelige spor af, at en kniv er ført frem og tilbage over mønten for at dele den, men at den har været for hård.

Men solen gik over himmelhvælvingen og føjede dag til dag og år til år. Nye tidsafsnit er indledet og afsluttet. Hvordan ved vi ikke. De indførte fremmede mønter gik efterhånden ud af brug, gemtes i jorden eller blev omsmeltet, og så nøjedes man med at afveje metallet. Terslevfundet rummer vidnesbyrd om begge fremgangsmåder, men fund af den art bliver sjældne allerede fra det sjette århundrede, og guldfundene fra den efterfølgende periode kan vel forklares derved, at rigdommen mere og mere er blevet samlet på enkelte hænder. Vi er på vej ind i de mægtige høvdinges tid, som igen blev optakten til den store handelstid og de sagnomspundne vikingetogters tid.

En stor tak til Birthe Ruhoff og Gitte Willumsen Berg for lån af materiale