Den 12. juli 1882 holdtes på Bregentved et møde, hvori deltog lensgreve F. C. Moltke, agent Carl J. Ulrich, godsforvalter C. Permin, gårdejer Lars Jensen fra Ærtebjerggaarden og gårdejer "unge" Hans Pedersen fra Høsten. Mødet resulterede i oprettelsen af "Sparekassen for Grevskabet Bregentved og Omegn", og de fem mænd udgjorde den første bestyrelse. Hovedkontoret var fra begyndelsen på Statafgaarden, men den 30. december 1893 var man nået så vidt, at hovedkontoret kunne flyttes ind i lejede lokaler på Stationsvej i Haslev. Derefter blev sparekassen omtalt, som Haslev Sparekasse.
I anledning af Sparekassen for Grevskabet Bregentved og Omegns 75 års jubilæum den 12. juli 1957, så udgav man en lille bog med titlen "Sølvskatten" med tekst af journalist C. Nørrelykke-Christensen (1915-1975).
Sølvskatten
En solfyldt septemberdag i året 1911 gik den 9-årige Otto, søn af bagermester Otto Hansen, Terslev og legede i sin fars have. Sammen med en kammerat fik han lyst til at grave en hule, en rigtig dyb hule, og mærkeligt nok blev han tilskyndet hertil af faderen, som mente, at der under det fede muldlag måske fandtes perlegrus, som kunne anvendes til havens gange.
De to små drenge gravede, så sveden haglede af dem. Netop som de troede, at nu var de ved perlegruset, skete der noget. Spaden stødte på noget bliklignende metal, og endnu et spadestik blottede et af dette århundredes største oldtidsfund i Danmark, eller, som det hedder i samtlige meddelelser. det største fund siden guldhornene fandtes ved Gallehus i Sønderjylland.
Hvad mulden gemte, var et væld af kostbare smykker såsom armringe, halsringe, fingerringe, halskæder, flere smukke sølvskåle, et stort antal mønter samt en del sølvstænger eller barrer, der i sin tid var blevet anvendt som betalingsmiddel på den måde, at man simpelthen klippede et stykke af og vejede det.
Sølvskatten indeholder 6,6 kg sølv inklusive 1751 mønter, hvoraf de 1708 er arabiske. Den yngste mønt er fra år 944. Genstandene er hals- og armringe, kæder med toiletredskaber og dragtsmykker. Desuden et drikkeservice med fire nordiske bægre og en stor skål med bukler, der muligvis stammer fra Persien (kilde: Nationalmuseet)
Gemt i ufredstid
En sådan sølvskat måtte sætte fantasien i sving. Teorier og fortolkninger manglede det da heller ikke på. Nogle var af den opfattelse, at der var tale om et gammelt gudeoffer, andre, at skatten havde tilhørt en af de mange høvdinge, som i oldtiden holdt til på netop denne del af Sjælland, men det eneste helt sikre var, at sølvskatten stammede fra omkring år 1000, eftersom alle mønter var fra før år 975.
Findestedet var som nævnt en have, der var anlagt på tomterne af en gammel gård, der i sin tid hørte ind under Bregentved. Medens skåle og smykker i en udstrakt grad vidnede om dansk-nordisk smag, var langt de fleste af mønterne fra vesteuropæiske og arabiske lande, og sagkundskabens undersøgelser syntes at vise, at sølvskattens ejer havde været en velhavende sjællandsk storbonde. Fraværelsen af guld vidnede i hvert fald om, at ejeren tilhørte et samfundslag, der ikke rakte til det kostbareste, men som ønskede sig meget af det næstbedste, og da de enkelte dele af fundet var præget af samme smag, må man se bort fra, at det har drejet sig om en vikings sammenrapsede gods. Mest sandsynligt er det, at sølvskatten er blevet gravet ned i en ufredstid og af en eller anden grund er blevet glemt.
Praktisk taget alle smykker bærer tydelige spor af at være brugt, og det, at de er taget fra den hals og de arme, som har båret dem og slidt dem og ikke siden har fundet deres plads igen, rummer velsagtens en eller anden voldsom historie. Oldtidens mennesker har levet og slidt deres sølvtøj som vi.
De har vendt og drejet skillingen - dengang penge - der var vandret den eventyrlige vej fra orienten og op til skovøen i Østersøen eller fra England over Vesterhavet med et eller andet aftryk af en blodig finger. Fordi smykker såvel som mønter var præget af menneskers liv og færden, var sølvskatten - givet tilbage fra jordens skød onsdag den 13. september 1911 - også noget håndgribeligt arvegods fra de gamle og er et udtryk for, at de har levet og udfyldt tiden og tilværelsen lige så menneskeligt som vi.
Sjællands storhedstid
Oldtidens Sjælland var i mange henseender anderledes end det Sjælland, vi kender i dag. Mangt og meget tyder på, at Susåen, som vandvej betragtet, har været af en ikke ringe betydning, og fremtrædende historikere mener også at kunne fastslå, at stenene til flere af egnens kirker er transporteret ad vandvejen et godt stykke ind i landet, ligesom ikke så få stednavne peger direkte tilbage til vikingetiden. Netop sølvskatten fra Terslev lader os ane lidt om en rig og yppig tid, som man måske kan benævne Sjællands storhedstid, og som på en mærkelig måde netop har præget egnen fra Ringsted over Haslev til Vordingborg og hele Østsjælland. Adskillige fund fra denne storhedstid er gjort bl.a. i Nordrup, Kongsted Tornemark og Holmegårds Mose, og alle vidner om en tid med rigdom. Luksusvarer er i mange tilfælde kommet fra udlandet og har gjort rejsen fra provinsbyer i det udstrakte romerske rige gennem det nuværende Rusland over Østersøen til Øland og Gotland, til Bornholm og Østsjælland og videre ind i landet.
De første penge
De ældste og første mønter er ganske vist af arabisk oprindelse, men fortæller os, at man på et ret tidligt tidspunkt har forstået at bruge mønterne som betalingsmiddel. Skillemønterne har man fået på den måde, at man simpelthen brækkede eller klippede mønten over. På en mønt fra Terslevfundet ses således tydelige spor af, at en kniv er ført frem og tilbage over mønten for at dele den, men at den har været for hård.
Men solen gik over himmelhvælvingen og føjede dag til dag og år til år. Nye tidsafsnit er indledet og afsluttet. Hvordan ved vi ikke. De indførte fremmede mønter gik efterhånden ud af brug, gemtes i jorden eller blev omsmeltet, og så nøjedes man med at afveje metallet. Terslevfundet rummer vidnesbyrd om begge fremgangsmåder, men fund af den art bliver sjældne allerede fra det sjette århundrede, og guldfundene fra den efterfølgende periode kan vel forklares derved, at rigdommen mere og mere er blevet samlet på enkelte hænder. Vi er på vej ind i de mægtige høvdinges tid, som igen blev optakten til den store handelstid og de sagnomspundne vikingetogters tid.
Mindestenen i Torpeskoven
Skrevet af Birthe Ruhoff, Terslev plus tilføjelser af Peter Munch, Årløse
Etiketten på årets vin 2002 fra Dagli'Brugsen i Terslev blev valgt til at være stenen i Torpeskoven. Der er mange der ikke ved, hvorfor denne sten er sat. Jeg har fået fortalt af min far, og senere på Terslev skole, hvor det stod i historiebogen omkring 2. verdenskrig. Men det er efterhånden mange år siden, og for at være helt sikker på, at det jeg huskede, var rigtigt, har jeg talt med Kurt Koch, tidligere Havemark, og han ved en masse om frihedskampen i Danmark under 2. verdenskrig.
Tilbage til stenen. Den blev sat efter befrielsen til minde om den 37 årige læge og kaptajn i SOE Carl Johan Bruhn. Sammen med andre danskere havde han været i London og var blevet uddannet til at lede og organisere sabotagegrupper i modstandsbevægelsen. Natten mellem lørdag den 27. december og søndag den 28. december 1941 befandt Bruhn sig sammen med Mogens Hammer (uddannet maskinmester, men fungerede som radiotelegrafist idet det var hans speciale i uddannelsen som SOE-agent) i et ombygget, tomotors bombefly af typen Whitley Mark V med kurs mod det sydlige Sjælland.
Under dække af at skulle smide bombeflyets last bestående af fire 250 punds bomber over Masnedøværket ved Storstrømsbroen skulle de to danskere, som det første hold af SOE-agenter nedkastes i området ved Torpeskoven nordøst for Haslev. Sammen med de to agenter var der yderligere en container med sabotageudstyr, holdet skulle have med sig. Efter at nedkastningen af bombelasten havde fundet sted, uden at de udøvede nogen effekt på deres foregivne mål, idet bomberne ikke ramte deres mål satte flyet kurs mod Haslev og dets egentlige hensigt.
Omkring kl. 03:00 søndag den 28. december 1941 fik bombeflyet Torpeskoven og dermed ned-kastningsstedet i sigte, hvorefter flyets højde aftog og på 150 meters højde sprang Bruhn ud i faldskærm. Faldskærmen foldede sig ulykkeligvis ikke ud, så han blev dræbt ved mødet med jorden. Det lykkedes for Hammer at blive nedkastet uskadt og komme til København.
Det er næppe nogen tilfældighed at nedkastningen fandt sted netop her. Bruhn havde tidligere været forsteelev og senere skovfoged på godset Bregentved. Bruhns lokale kendskab både til områdets omgivelser samt potentielle modstandsfolk, som han kendte fra sin tid på Bregentved samt indflydelsesrige og pro britiske forbindelser i København. Endvidere var Bruhn stærkt impliceret i planlægningen af nedkastningsholdets videre aktiviteter samt opdigtningen af diverse dækkehistorier, holdet kunne tage i anvendelse i tilfælde af en eventuel konfrontation med besættelsesmagten.
Efter befrielsen blev der rejst en mindesten i udkanten af skoven, hvor der den 4. maj hvert år er en mindehøjtidelighed ved Torpeskoven netop på det sted, hvor Carl Johan Bruhn blev dræbt i kampen for et frit Danmark. Tilbage står mindet om de to danskere og deres indsats. Et minde som fortjener at leve videre i danskernes historie.
Læge og kaptajn i SOE Carl Johan Bruhn (12. juli 1904 - 28. december 1941)
Maskinmester og kaptajn i SOE Kjeld Mogens Aage Hammer (21. januar 1911 - 11. januar 1946)
Slyngel-Lunden
Historien om Slyngel-Lunden kan dateres tilbage til år 1895, hvor en husmand og hans familie havde arbejdet så flittigt og sparet så meget sammen, at de havde råd til at købe en gård og blive gårdmandsfolk.
Det var Terslev Sogns tidligere fattiggård, Rønnegård i Tjæreby, Tjærebyvej 2 Haslev (matrikel 7b Tjæreby), der var til salg, og den købte husmand Frederik Christiansen, som dermed tog et ordentligt skridt op ad den sociale rangstige. Men det var tilsyneladende ikke alle gårdmænd i Terslev Sogn, der var lige begejstrede for det avancement. I hvert fald var der lidt koldt luft mellem folkene på Rønnegård og nogle af egnens toneangivende gårdmænd. Da man så i 1931 fandt på, at vejen mellem Haslev og Terslev, der tidligere gik gennem Tjæreby ad den nuværende Tjærebyvej, af hensyn til trafiksikkerheden skulle rettes ud, og da denne vejudretning skulle gå over Rønnegårds marker, ja så nedlagde Frederik Christiansen en protest.
Det hjalp dog ikke noget, for det var et vigtigt anlægsarbejde til det fælles bedste, så man valgte at ekspropriere det areal, der skulle bruges til vej, og naboen, der havde været positiv overfor vejudretningen, tilbød at købe den stump jord, der nu var tilbage på den anden side af vejen. Men det ville gårdejer Christiansen ikke gå med til. Hverken ekspropriationen eller salget.
Man sendte ham ellers ekspropriationsbeløbet for den jord, der blev afstået til vejen, men de penge tog han med ind til amtet og lagde dem på disken og sagde, at det var ikke gået reelt for sig. Det var en slyngelstreg, der var lavet imod ham, og de slyngelpenge kunne de beholde for sig selv. Køb og salg af jord blev heller ikke til noget. Den kile af Rønnegårds jord, der kom til at ligge øst for vejen, og som var så smal, at den ikke kunne dyrkes, beplantede Frederik Christiansen og for enden af lunden på det smalle stykke ned mod Vendebækken satte han "Mindestenen".
Var der nu tale om en reel vejekspropriation eller handlede det om at magtfulde landmænd i Terslev og omegn havde et ønske om, at kunne komme lidt hurtigere til Haslev og i den forbindelse ikke tog hensyn til en nyetableret gårdmand som Frederik Christiansen?
Det kan være svært at vurdere i dag, men det kan konstateres, at vejudretningen aldrig blev ført igennem, så fra Tjæreby til Terslev snor vejen sig stadig og er i dag så trafikusikker, at man har planer om at få etableret en cykelsti (cykelstien er blevet etableret og bliver brugt flittigt af egnens beboere).
Som afslutning på historien kan det fortælles, at gårdejer Christiansens datter Anna Christiansen, som den længst levende af søskendeflokken fra Rønnegård - hun døde 97 år gammel i 1993 - i forbindelse med det testamente hun oprettede til fordel for Terslev Kirke, havde hun et ønske om, at få Slyngel-Lunden og Minestenen fredet. Hun henvendte sig til myndighederne, men da hun hørte, at de folk, der kom på besigtigelse var ansat i Vestsjællands Amt, mente hun, at det at overlade ansvaret for lunden til dem ville være, som at sætte ræven til at vogte gæs. Så det blev ikke til nogen officiel fredning. I dag er pasningen af stedet og Mindestenen overladt til en nabo.
En stor tak til Birthe Ruhoff og Gitte Willumsen Berg for lån af materiale